Skip til hoved indholdet

Frederiksværk - stålets by

Frederiksværk - stålets by

Frederiksværk ligger smukt mellem Arresø og Roskilde Fjord, og betegnes ofte som ”lille Venedig” på grund af de mange broer og kanaler.

 

Frederiksværk byder på masser af oplevelser. Byens gågade ligger unikt placeret mellem kanal og skov - naturen og byen er nærmest vævet ind i hinanden. Gå blot få minutter fra centrum, og du befinder dig i en af de smukkeste, stærkt kuperede bøgeskove og til den anden side finder du uberørt fredskov og sivenge.

 

Byens baggrund som Danmarks første industriby kan opleves blot ved at iagtage de gamle huse, bygning og det enestående bevarede område på det gamle Krudtværk. Rundt i byen og den omkringliggende skov gemmer sig mange små hemmeligheder, kunst og andre små finurligheder som et vågent øje vil finde.

 

Kom og se Industrimuseet! Oplev de kørende møller og vandhjul på Krudtværket. Hør en koncert i Gjethuset eller nyd en film i byens smukke gamle Kosmorama. Frederiksværk oser af kultur.


 

Ture langs kanalerne

 

En tur langs en af kanalerne bringer dig ud til Roskilde Fjord, til et fantastisk mix af rå industri og den smukkeste natur. En næsten 1 km lang mole lavet af slagger fra Stålværket skyder ud i fjorden, forbi stålværk og lystbådehavn. Her for enden af molen står du som på en ø i fjorden - med en flot udsigt ned langs fjorden til Frederikssund og til den anden side fjordmundingen til Isefjord ved Kulhuse.

 

Gå den anden vej langs kanalen, hvor sceneriet og stemningen er helt anderledes. Her er der lagt an til en romantisk tur i bøgeskov med stejle skrænter mod kanalen. Efter 700 meter kommer du til Arresødal Hovedgård, hvor du kan fortsætte gennem parken og via en lang træbro gennem ellemos og sivskov til Arresø.

 

I skovene tæt på byen findes naturlegeplads og motionsstier.


 

Kanalbyen Frederiksværk

 

I Frederiksværk stod industriens vugge. Her grundlagde Frederik den 5. et kanonstøberi og senere kom en række store virksomheder til byen. Krudtværket leverede til den danske hær og flåde, i Strandgade blev Danmarks første dampmaskine skruet sammen, ved kanalen valsedes kobber til Den Kongelige Mønt og ved fjorden lavede man stålplader til landets mange skibsværfter. Det Danske Stålvalseværk A/S blev som den yngste af byens store virksomheder stiftet i sommeren 1940. Etableringen af valseværket medførte en kolossal vækst i Frederiksværk – fra 2.200 indbyggere i 1940 til omkring 18.000 i 1990erne.

 

 

Psst! Du kan gratis komme på byvandring i Frederiksværk ved at hente app'en Useeum. Her kan du opleve Frederiksværks historie eller udforske Krudtværket lige når det passer dig. Find den hvor du ellers finder dine apps, eller på Industrimuseets hjemmeside: Home Page (indmus.dk)

 

 

Sidst ændret:

tirsdag, 21. februar, 2023 - 11:52