Se nærmere på det spændende liv under vandoverfladen, tag dykkercertifikat eller prøv kræfter med undervandsrugby - alt sammen lige her i Halsnæs.
Dykkerklubben Hajen holder til på Hundested havn og har 2 både. Vi dykker med snorkel- og flaskeudstyr langs kysten og på nogle af de mange vrag i området. Vi dyrker b.la. UV-jagt langs kysten, hvor der er et rigt dyre- og planteliv. I sensommeren ser vi en masse fiske- og rejeyngel på lavt vand som større fisk kommer ind og spiser af. På lidt dybere vand dykker vi på vrag. Når vi synker ned i havet, dukker vraget op på havbunden som en eksplosion af dyreliv. Vragene er svøbt i smukke søanemoner og mange fiskearter svømmer rundt i stimer og andre gemmer sig i hulrummene. Det sker, at vi bliver hilst velkommen af vores mindste hvalart Marsvinet, når vi kommer ud på havet. Ved Hesselø har vi også mulighed for at dykke med sæler.
I vinterhalvåret har vi Junior-, svømme- og dykketræning i svømmehallen. Vi har også et UV-rugbyhold som træner i svømmehallen. UV-rugbyholdet er p.t. i 1. division.
Hvis du har lyst til at dykke med flaske, snorkel eller tage dykkercertifikat, så er du velkommen til at kontakte klubben, og vi hjælper dig gerne videre i processen.
Som medlem af klubben, får du også en dykkerforsikring, som kan bruges, når du er på ferie i andre lande.
Vi ses under vandet!
Sidst ændret:
torsdag, 14. juli, 2022 - 14:10
Mere information