Skip til hoved indholdet

Uanset om du er til store internationale udstillinger, små gallerier i skurvogne, arbejdende værksteder eller kreative workshops for børn, har Halsnæs noget for dig.

 

Kreative og kunstneriske folk har i årevis søgt mod Halsnæs, der med vand på tre sider byder på et særligt lys, og for den besøgende er her altid noget at opleve. 

 

Gjethuset i Frederiksværk har året igennem skiftende, store udstillinger med danske og internationale kunstnere af enhver art. Den maleriske by med kanaler og alléer rummer flere gallerier og er i sig selv et besøg værd. Eksempelvis kan du besøge Galleri Backhaus Brown og se og købe flot glaskunst.

 

Besøg Kulturkajen og se på kunst

Kulturkajen i Hundested rummer både kunstnere og kunsthåndværkere, og flere har åbne, arbejdende værksteder, hvor du kan se værkerne blive skabt. Det er også i Hundested, du fra maj til september kan opleve den imponerende Sandskulpturfestival.

 

Lige ved siden af på Beddingen er der professionelt kunsthåndværkermarked i juni, og i Liseleje bliver der i juli afholdt Kunstnerdag.

 

Tag på rundtur i Halsnæs kunstverden

Kunstrunden er en digital vejviser til lokale kunstnere, og du kan besøge mange af dem i forbindelse med de årlige Åbne Atelierdøre, der både bliver afholdt lokalt og regionalt.

 

Endelig er der de lokale festivaler fx Outstanding, der fra juni-oktober står bag kunstneriske oplevelser i byrum og ude i naturen over hele kommunen. På Himmelstorm Festival i juli supplerer kreative kunstinstallationer musikken, og børnekulturfestivalen Kulturkraft to uger i oktober byder på gratis, kreative workshops og oplevelser for børnefamilierne.

Læs mere om kunst i Halsnæs

Kalenderen

I kalenderen her på siden kan du se alle de større begivenheder i Halsnæs. Oplev Halsnæs-kalenderen samler begivenheder fra mange forskellige arrangører. Har du spørgsmål eller søger du information om handicaptilgængelighed, bedes du kontakte arrangøren af den pågældende begivenhed direkte.

Se kalenderen her