Skip til hoved indholdet

Strø Bjerge - Nordsjællands største ås

Strø Bjerge - Nordsjællands største ås

Byt for en kort stund udsigten til naboens ligusterhæk ud med en storslået oplevelse af istidens kræfter, på en gåtur på en del af Nordsjællands største ås ”Strø Bjerge”

 

Halsnæs Kommune har i en årrække arrangeret Kaffe med Udsigt-arrangementer. Et af de udvalgte udsigtssteder var Strø Bjerge - du behøver dog ikke vente på en særlig lejlighed for at få hele fornøjelsen. Tag kaffen med på en lille vandretur i et smukt istidslandskab.

 

En af de største åse i Danmark
Strø Bjerge er oprindelig en del af et mindst 13 km langt strøg med flere langstrakte ås-bakker. Bakkerne ligger i forlængelse af en række tunneldale, der strækker sig helt fra Øresund i øst og næsten til Roskilde Fjord i vest.

 

Gennem tiden har grusgravning reduceret ås-bakkerne flere steder i landet, hvilket betyder, at Strø bjerge nu er en af de længste, højeste og mest intakte af åsene i Danmark. Åsen er så markant i landskabet, at den blev fredet i 1981, for at undgå yderligere grusgravning.

 

Strø Bjerge Ås består af tre adskilte ås-bakker.

De tre bakker fra sydøst er selve Strø Bjerge, Lundebakke og Vibjerg, som samlet har en længde på 8 km og en bredde på 200-400 meter. Det højeste punkt på Strø Bjerge Ås er 38 meter, og åsen hæver sig generelt 20-25 m over det omgivende terræn.

 

Strø Bjerge Ås skabt i istiden
Strø Bjerge Ås blev dannet for ca. 12.000 år siden ved afslutningen af den sidste istid. En klassisk ås er en langstrakt bakkerække, som består af velsorteret lag af sten, grus og sand. I istiden var der en flod under isen præcis hvor Strø Bjerge Ås er i dag. I floden blev transporteret rigtig meget materiale, som isen havde med sig fra sydøst. Efter isen smeltede ned, blev flodens aflejrede materiale liggende i karakteristiske aflange bunker.

Sidst ændret:

onsdag, 20. juli, 2022 - 13:27