Skip til hoved indholdet

Blot en time fra København kan man finde surferstemning à la Californien, uforfalsket fiskerleje-idyl, svimlende udsigt over Kattegat, fine sandstrande – og masser af kulinarisk initiativ. Tag med til Hundested og omegn.

 

I Hundested lugter der af tjære, af fisk og af diesel fra bådene. Det er en herlig duft for den, som ønsker sig en ægte by ved havet, der endnu ikke er blevet udsat for såkaldt byudvikling, hvilket ofte betyder, at dyre boliger erstatter fiskerimiljøet, og hovedgaden ender med at blive en ensartet række butikker med designer-gummistøvler, dyre vattæpper og garderober i hør.

 

Hundested er original, upoleret og ægte, og ud over duften af havn, så er der også en dejlig brise af kulinarisk opfindsomhed her på egnen. Rundt omkring byen her ved indsejlingen til Isefjorden er der masser af gastronomisk sightseeing. Efter en ferie i Hundested og omegn – eller bare en endagstur fra København – indser man, at der findes en anden fortælling om det kulinariske Danmark end den triste, vi er vant til at høre om danskere, der ikke går op i fødevarekvalitet og ikke vil betale for den. Der er masser af gastronomisk initiativ, og for den madglade rejsende er Hundested et godt udgangspunkt for oplevelser til maveregionen.

 

GÅTUR OG PICNIC MED HAVUDSIGT

Hundested ligger lige der, hvor Kattegat bliver til Isefjorden – og et flot sted at konstatere netop dét ved selvsyn er ved at gå op på Skansen, som er det gamle befæstningsværk højt over byen. Der står gamle kanoner i det høje græs, og når man står her, kan man se den lille færge sejle mellem Rørvig og Hundested. På den anden side af fjordmundingen på Rørvig-siden kan man ane små dukkehuse ligge i strandkanten, og der er et flot kig ned over Hundesteds røde tage, kranen på havnen og Isefjordens bakkede skråninger i det fjerne.

 

Med Hundested i ryggen kan man tage stien fra Skansen, som går hen til Knud Rasmussens hus – en gåtur på 5-10 minutter. Den gamle polarforskers sommerhus ligger højt på en skråning med en spektakulær udsigt over Kattegat, lige ved Spodsbjerg Fyr. Huset er bygget i engelsk cottagestil, og det eneste, der udefra vidner om Rasmussens forkærlighed for det arktiske, er håndtaget, som er formet som en hvalros og dørhammeren, der forestiller en sæl.

­

Her i huset sad han og skrev sine bøger, når han var i Danmark, og det er ikke svært at forstå, hvorfor en mand med trang til store vidder holdt af at være her. Her er vildt og vindblæst – og ufatteligt smukt.

 

Huset er i dag et lille museum og helt bestemt et besøg værd. Man er så højt her, at jeg bilder mig selv ind, at man kan se jordens krumning. Det er ikke spor videnskabeligt, men noget man med sikkerhed kan få at se, er flokke af marsvin på jagt. Det kræver lidt held og stille vejr, for blæser det for meget, kan det være svært at få øje på rygfinnerne, der forsvinder i bølgerne.

 

Man kan også kigge efter sæler, for på Hesselø, som ligger godt 20 km ud for Knud Rasmussens hus, ligger en af Europas største sælkolonier, og indimellem dukker der spættede sæler op af vandet inde ved kysten – og nu og da også helt inde i Hundested havn. 

 

Fra Knud Rasmussens hus skal man gå videre op forbi fyret, ned ad den lange grussti på skrænten, hvor der vokser hybenroser, hyld, tjørn og havtorn, og som fører til Kikhavn – Halsnæs’ ældste fiskerleje. Det lille landsbysamfund står for en stor dels vedkommende som i 1700-tallet med stråtækte huse, mange af dem gulkalkede, små gårdspladser med toppede brosten, bonderoser og gamle, krogede træer, der er bøjet af mange års kamp mod den hårde vind fra Kattegat.

 

På stranden er der fiskere i waders, UV-fiskere med harpun, om natten ravjægere med lygter, folk på paddle-boards og i havkajakker, vovede windsurfere og iskolde vinterbadere.

 

Det er her på en stor sten på stranden, man skal slå sig ned med sin madpakke eller picnickurv. Hver gang jeg er her, tænker jeg, at hvis jeg skulle vise en udenlandsk gæst et stykke af det bedste og allerfineste Danmark bare en time fra Rådhuspladsen, så ville jeg tage personen med denne tur og slutte den af her på stranden ved fiskerlejet med udsigten over det utæmmelige Kattegat.

­

STEDER AT SPISE ELLER PROVIANTERE

 

1. TOTHAVEN

Ikke langt fra Kikhavn ligger Tothaven. En lille bindingsværksgård med gårdbutik, hvorfra der sælges æg, gedeoste, rabarber i sæsonen, håndlavede is og andre fristelser. Tothaven er også besøgsgård, hvor børnene kan klappe grise, holde kaniner og få en ponytrækketur. På gårdspladsen med de toppede brosten og flot voksende Halsnæsfigner kan man sidde og drikke kaffe, spise hjemmebagt kage eller is (jeg er stor fan af hasselnøddeisen lavet på gedemælk), mens børnene nusser dyreunger. Regner det, er der ly i det hyggelige orangeri. Der er også hængekøjer under træerne, hvis man trænger til en middagslur. Husk at købe de prisvindende oste med hjem og snyd endelig ikke dig selv for den drænede yoghurt, der er vidunderlig tæt og cremet.

­

2. GRØNNÆSSEGAARD GODS

Smukt gammelt gods, som er familiedrevet gennem fire generationer. Familien holder Hereford-kvæg på markerne, der skråner ned mod fjorden, og det hele er fuldstændig veldrejet og romantisk.

Køerne slagtes på markerne for at stresse dem mindst muligt, og kødet sælges i gårdbutikken på godset, hvor man også kan købe andre lokale produkter. Man kan i øvrigt leje lokaler og fyre et brag af en fest af i godsets smukke bygninger. Hold øje med slagte-tidspunkter og åbningstider på Facebook.

 

3. ENGMOSEGAARD

Engmosegaard er et økologisk landbrug, der synes at være antitesen til det moderne industrilandbrug. Kvalitet og ansvarlig drift er i højsædet, og så er der en skøn gårdbutik, hvor man kan fylde kurven med svinekød fra sortbrogede grise, der går ude hele året, friske grøntsager, fine blomster og mel fra eget korn.

 

Den modige kan købe nyrer og lever fra Engmosegaards slagtekvæg, men der er også mindre vovede udskæringer som osso buco, tværreb, côte de boeuf og – min livret – kæber. Her forhandles også delikatesser fra andre lokale producenter. Et virkelig godt sted at proviantere til køkkenet.

­

4. LYNÆS – FISK, FJORDREJER OG FLOTTE SURFERTYPER

Lynæs er navnet på det sydøstlige punkt på halvøen Halsnæs, og her nogle kilometer fra Hundested finder man endnu et hyggeligt, lille fiskerleje. På havnen holder Isefjord Fisk til i et lille skur, som kun slår døren op fredag eftermiddag og lørdag formiddag – til gengæld er alt sprællende frisk og lækkert og efter min mening den helt rigtige måde at drive fiskehandel på. Jeg er ikke alene med det synspunkt, for der altid er lang kø til fiskeudsalget. Følg fiskehandlen på Facebook og hold dig opdateret om åbningstider og fangst.

 

Er det sæson for fjordrejer, kan man også være heldig at fange en rejefisker længere ude på molen. Der er ikke noget bedre end at se rejerne hoppe i de små fangstnet på siden af båden, når fiskeren jager en stor hulske ned efter en posefuld. Kog dem ganske kort – og afsæt de næste par timer til pillearbejde efterfulgt af en mad, der burde være på listen over verdens vidundere.

 

I Lynæs ligger også Surfcenteret, der som navnet afslører, er et centrum for aktiviteter på vandet. Man kan tage kurser i surfing og kajak, men for den madglade turist er der også noget at komme efter. Caféen på stedet er nemlig et scoop – fra om morgenen, hvor der er friskbagte boller og kaffe til om aftenen, hvor der er kolde drinks og burgere på grillen, avocadotoasts og sprøde fritter. Indretningen er tilbagelænet og hyggelig med langborde i genbrugsmaterialer, og når man sidder med sin burger med udsigt over vandet, en let brise, der får marehalmen til at suse, og der står plantet surfboards i sandet, så kunne man lige så godt sidde på en californisk strandbar.

 

5. RESTAURANT KNUD

På havnen i Hundested ligger restaurant Knud og brillerer med bistromad af bedste skuffe. Selv kalder de det et kystnært og søstærkt køkken, fordi det i høj grad baserer sig på alle de gode ingredienser, der findes lige uden for restauranten. Masser af lokale ingredienser, råvarer i sæson og klassikere på menuen. Alle de store avisers madanmeldere har spist her og lagt sig fladt ned over køkkenets kunnen. Jeg lægger mig ned sammen med dem.

 

6. HALSNÆS BRYGHUS

På modsatte side af havnen fra Knud, kan man drikke en Stor Knud. Det er nemlig navnet på en af øllene fra Halsnæs Bryghus. Det er brygger Thomas Naundrup Andersen, der tager sig af ølbrygningen, og han sørger for en lang række ufiltrerede kvalitetsøl med lokale navne som Dyssekilde, Lynæs og Sælhunden

 

7. TORUP MARKED OG ØKO-LANDSBY

I den lille økolandsby Torup er der marked hver anden lørdag fra juni til oktober. Det finder sted ved Dyssekilde Station, og her kan man købe friske grøntsager, urter, blomster, honning, marmelade, brød og korn.

 

Alt er lokalt. Efter markedet kan man forkæle sig selv med en frokost på Torup Spisehus. Alt laves fra bunden i spisehuset og er baseret på råvarer, som kokken Johannes Lund enten dyrker selv eller henter i området på sin ladcykel.

 

Der hænger skinker og pølser i baglokalet til tørring, der dyrkes svampe på kaffegrums og bages surdejsbrød med mel fra Nordsjællands Fællesmølleri. Besøg også økolandsbyens bageri Kornsang, hvor alt er økologisk – selv bagerne, reklamerer de med – og så er adressen i øvrigt Solen, hvilket jo indimellem kan være tiltrængt på en dansk sommerdag.

 

8. NORDSJÆLLANDS FÆLLESMØLLERI

Hold øje i gårdbutikkerne med melet fra Nordsjællands Fællesmølleri, som holder til i Hundested. Indholdet er stenkværnet og fantastisk at bage med – uanset om du vælger ølandshvede, almindelig hvede eller rug. Man kan på pakken se, hvor kornet er høstet, og melet fremstilles på bestilling, så det er så friskt som muligt, når det lander ude på hylderne. Er du vild med at bage brød, er det et absolut must at købe nogle kilo mel med hjem.

Udgivet af Klub Løgismose - Skrevet af Stine Wulff, Jakob Feilberg, Nicolai Hegelund og Andreas Raun

Kalenderen

I kalenderen her på siden kan du se alle de større begivenheder i Halsnæs. Oplev Halsnæs-kalenderen samler begivenheder fra mange forskellige arrangører. Har du spørgsmål eller søger du information om handicaptilgængelighed, bedes du kontakte arrangøren af den pågældende begivenhed direkte.

Se kalenderen her