Skip til hoved indholdet

Grævlingehøj

Grævlingehøj

I Halsnæs kan du gå tur på et af et af de mest imponerende udsigtssteder i Nordsjælland - Grævlingehøj ved Kregme. 

 

Nyd udsigten over Arresø Roskilde Fjord. I godt vejr ses Jægerspris-skovene, Gribskov, Lynæs og Ramløse tværs over Arresø.

 

Området ved Grævlingehøj blev fredet i 1940´erne og er en af de absolut mest dramatiske og spektakulære landskabsoplevelser på Bakkestien. Bakkerne og skrænterne består af lerblandet sand med et stort indhold af kalk. Det stærkt kuperede terræn har umuliggjort opdyrkning og arealerne har derfor i mange 100 år henligget som "overdrev" , dvs. alene været anvendt til græsning for kreaturer og heste.



Halsnæs Kommune har via frivillige aftaler med lodsejere i området sikret de store udsigter, dels ved at indgå afgræsningsaftaler; men også ved at foretage jævnlige rydninger af krat og buske på kystskrænter i området. Det har betydet at området, som et af de få tilbageværende områder langs Roskilde Fjord, stadig er levested for en række særligt sjældne plante- og dyrearter. Arter der trives på de soleksponerede, tørre kystnære bakker. Her i området vokser sågar den europæisk sjældne og fredede blomst Grenet Edderkopurt.  

 

​Blomsten indgår i kommunens byvåben og symboliserer hér at Halsnæs Kommune er en kommune med særegen natur og - at vi er stolte af den! Også Danmarks eneste fugleedderkop, Nordlig fugleedderkop, findes her. Den gemmer sig dog i huler i skrænten og afsløres alene af dens spind; en rørformet pose, der mest af alt ligner en 6 cm lang gråbrun sok.



Naturen hér er så værdifuld at den sammen med fjordens fugleliv, har dannet grundlag for at området blev udpeget som et naturområde af europæisk betydning; et såkaldt Natura2000-område.

Sidst ændret:

torsdag, 14. juli, 2022 - 11:12