Skip til hoved indholdet

Skovene i Halsnæs

Skovene i Halsnæs

Halsnæs er omgivet af mange større og mindre skovområder. Her kan du få et overblik over skovene og deres faciliteter.

 

Ullerup Skov

 

Du finder Ullerup skov i Hundested. Skoven består af en ældre del, primært med løvtræer, og adskilt fra denne af en åben slette, en nyplantet del fra 1992. I Ullerup Skov er der et Sundhedsspor tæt på Hallen. Der er også en skovlabyrint, bål - shelterhytte med plads til 30 og en motionslegeplads, som en del af Sundhedskorridor Halsnæs. I skoven tættest på Hundestedhallen findes et hundehegn, hvor hunden må løbe uden snor, dog under kontrol.

Shelter: Ja
Bålsted: Ja

Lokation

 

Grønnesse Skov

 

Grønnesse Skov ligger omkring Grønnessegård i Hundested. Fra skovens gamle høje kystskrænter er der udsigt over Roskilde Fjord. Fjordstien går gennem skoven med både en cykel og en vandredel, og der er fri teltning. Skoven har otte gravhøje, som i sin tid har været synlige ude fra fjorden.

Shelter: Ja
Bålsted: Ja

Lokation

 

Liseleje Plantage, Melby Overdrev og Asserbo Plantage

 

Liseleje Plantage støder op til Melby Overdrev mod øst og mod klitterne og strande mod nordvest. Det almindeligste træ er skovfyrren. Skoven er udlagt til hundeskov. Den passeres af Nordkyststien og har ridestier, der hænger sammen med ridestinettet i Tisvilde Hegn. I den vestlige ende op mod strand P-pladsen ligger Havtyren. En stor oplevelsesrig naturlegeplads. Melby Overdrev, som er en stor lynghede på et nu forladt skydeterræn, danner overgang til Asserbo Plantage. Melby Overdrev er fredet og huser adskillige sjældne insekter og fugle. Asserbo Plantage er domineret af Skovfyr iblandet en del birk. Her er også ridestier, et Sundhedspor, og Nordkyststien går gennem området. Der ligger to store p-pladser lige bag klitterne. Det er lovligt at køre ad bestemte ruter gennem plantagen til disse p-pladser fra p-pladsen på Nyvej.

 

Shelter: Nej
Bålplads: Nej

Lokation

 

Arresødal Skov og Vinderød Skov

 

Løb eller gå en tur, hold picnic eller tag på kanalsejlads. Arresødal Skov ligger Arresøs vestlige side og er forbundet med Vinderød Skov mod nordvest. Med sit kuperede terræn er skoven særdeles velegnet til at få pulsen op på løbe- og vandreture.  I Arresødal Skov vest for Hillerødvej findes et Sundhedsspor, en skovlegeplads med motionsredskaber og en hundeskov, så både to- og firbenede kan få rørt sig.

 

Vil du se på fugle eller opleve skoven fra vandsiden? Arresø Kanal løber gennem Arresødal Skov fra Arresø, der er Danmarks største sø, gennem Frederiksværk By til fjorden. Fra Arresødal Park tæt på kanalen fører en lang gangbro ud gennem elle- og rørsumpen og ender i et fugleskjul i kanten af Arresø lige nord for Ågabet. Turbåden Frederikke sejler fra kanalen ud i Arresø i sommerperioden.

 

Skal hele familien på udflugt, kan I besøge én af de små søer i Arresødal Skov. Ved Store Tranesø kan I benytte grill, borde og bænke til picnicbrug. På højderyggen lige øst for Store Tranesø ligger fire gravhøje og ved Skovriderstien med udsigt til Arresø står Præstekorset. Bæverne, der blev sat ud ved Arresø, er aktive i området Frederiksværk Kanal og Ågabet.

 

Shelter: Nej
Bålsted: Ja

Lokation

 

Auderød Skov

 

Auderød Skov, som er en frodig lille skov, ligger på spidsen af Arrenæs. Der er både et fugletårn, en bålplads, en primitiv lejrplads med shelter og en træbro ud i søen. Vandreruten er på ca. 3,5 km. Ved havnen på vestsiden af skoven er der et shelter og adgang til vand og toilet i sommerperioden.

 

Shelter: Ja
Bålsted: Ja

Lokation

 

Sonnerup Skov

 

Sonnerup Skov ligger på Arrenæs helt ned til Arresø og har en stor grillplads med bålhus tæt på vandet. En gult markeret vandrerute går gennem skoven og videre ud over det bakkede landskab mod nord og gennem Nørremosen mod syd, hvor der er et fugletårn.

 

Shelter: Nej
Bålsted: Ja

Lokation

 

Brødemose Skov

 

Brødemose Skov er en lille, men varieret skov, som ligger op til bebygget område. Der er en del gamle ege og hele otte gravhøje. Der er fri teltning i skoven, som ligger mellem Melby, Asserbo og Vinderød.

 

Shelter: Nej
Bålsted: Nej

Lokation

Sidst ændret:

onsdag, 20. juli, 2022 - 13:19